Bolognese a’la Korsgaard

Det her er familiens udgave af Pasta Bolognese som vi ofte laver. Når vi laver den så er det ofte til 6 personer og 2 dage, dvs der er rigeligt. Du må nok derfor slev skalere opskriften ned, hvis det skal være mindre.

Indkøb

1,5 kg Hakket oksekød
400g Bacon tern
4 glas Passata
4 løg
4 gulerødder
1 dåse majs
hvidløg
1 kg Spaghetti, eller din favorit pasta
1 hård ost; grana padano, piccorino eller en anden. Revet Mozarella kan også bruges.

Ting, som ellers skal bruges, men som du sikkert har i dit køkken; olivenolie, salt, peber, timian, basilikum og oregano.

Bolognese

Redskaber: Hakkemaskine, 1 stor pande, 1 stor gryde, kniv, skærebræt og skræller.

Start med at skrælle løg, skær dem i mindre stykker og hak dem i små stykker.
Skræl gulerødder, flæk dem 2 gange på langs, og skær dem ud i stykker på 2mm.
Varm panden op med lidt olivenolie og kom løg og gulerødder på panden, steg i ca 4-5 minutter. Imens starter du med at varme lidt olie op i gryden og bruner oksekødet heri, kom 1 spsk salt på kødet imens det bruner. Når løgene er blevet gyldne og gulerødderne lidt bløde på panden kommer du bacon oveni og steger det sammen med løg og gulerødder til det begynder at brune. Kom indholdet af panden ned i gryden med det brunede oksekød, når oksekødet er brunet. Tilsæt 4 glas passata, 2 tsk frisk kværnet peber, 1 spsk oregano, 1 spsk timian og 1 spsk basilikum. Kog op mens du rører rundt i det; skru ned på 4 og lad det simre i ca halv time med låg over, husk at røre rundt i det ca hver 10 minut. Tilsæt 1 dåse majs nu og rør rundt.

Vask panden af og ryd bordet efter dig selv.

Når den har sovsen simret i en halv time, så mens den simrer videre, skal du nu lave pastaen.

La Pasta 🙂

Redskaber: Kæmpe gryde og låg til.

Fyld gryden 3/4 op med vand. Sæt vandet til at koge og kom 1 HÅNDFULD salt i gryden. Når vandet koger, kom pastaen i gryden, skru ikke ned for varmen og lad pastaen koge dansende i gryden i den tid, som står på pakken. Det er vigtigt at der er masser af varme under kogningen, så pastaen hopper rundt i gryden. Når tiden er gået, dræn pastaen for vand, vend lidt olivenolie i og nyd pastaen sammen med bolognesen.

Server med revet ost

Velbekomme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *